Æææhh, så sidder jeg her igen. I solen. På Younes. Med verdens bedste kaffe. Den fantastiske Eddie Vedder...og verdens langsomste internetforbindelse! Så vidt jeg husker vender man sig til det.

Selv om Libanon tog imod mig med regn og det voldsomste tordenvejr jeg længe har oplevet, er det SÅ dejligt at være tilbage igen.

Turen herned føltes lidt ligesom togturen mod Fyn – bare et middel til at bringe dig hjem. Ingen spænding eller de ellers sædvanlige sommerfulge der indfinder sig når man skal ud og flyve, bare et ønske om at nå frem hurtigst muligt.

Jeg var lidt spændt på hvordan det ville være at komme tilbage efter så kort tid, om den magi jeg syntes var her da jeg forlod stedet, var noget der hørte en den oplevelse til jeg havde her sidste gang. Men jeg må sige, efter kun at have været her nogle dage, at det er præcist lige så fantastisk som jeg huskede det. Alt er velkendt, og det er helt naturligt at færdes her. Gaderne ligner sig selv – omend der allerede er åbnet nye cafeer i upper class Hamra, hvor jeg boede før. Men en tur ned af gaden byder alligevel på kendte ansigter. Beirut er lille og folk udskiftes alligevel ikke så hurtigt som cafeerne gør. Expat-miljøet her er stadig intakt, og på min første cafetur fredag morgen for at mødes med Manal, er de første mennesker jeg ser netop som jeg drejer ind på cafeen, da også to danskere. Man kan ikke andet end at grine lidt af mængden af danskere i Beirut. Den interne joke går på at Danmark er ved at overtage Libanon, hvilket virkelig ikke synes at være langt fra sandheden. Følelsen af at være tusinder af kilometer væk hjemmefra opvejes stærkt af al det dansk man hører på sin tur rundt i de beirutske gader.

Var forbi AUB for at ordne nogle ting, og stødte tilfældigt på et par af de piger (amerikanere som de jo alle var) som jeg havde timer med sidste semester. Det var virkelig sjovt at se deres reaktion på at jeg pludselig stod der igen. Der blev udvekslet numre, så der er lagt op til lidt dejlig fremtidig hygge. Den ene anbefalede en sprogskole der skulle være god og billig, så regner med at tage forbi i morgen og se om jeg kan blive tilmeldt et hold.

Torsdag aften mødtes jeg kort med Ann-Sofie og Line fra studiet. De er her også for at indsamle emperi til specialet. De er dejlige at have her, og gør bare følelsen af ikke at have rejst så langt væk, endnu stærkere. De bor der hvor jeg boede da jeg læste hernede. Det var lidt mærkeligt bare at være gæst der hvor jeg plejede at bo, men der er så hyggeligt ved Nidal(hende jeg bor hos nu) at det slet ikke gør noget. Godt nok er hun lige taget til Syrien, så der er ikke så meget selskab i huset(bortset fra hendes veninde der sommetider hænger ud der), men det gør ikke så meget eftersom jeg tager afsted tidligt om morgenen og vender meget træt hjem om aftenen. Skal vist lige vende mig til alle Libanon-indtrykkende igen, for jeg er godt nok træt når dagen er slut. Men her er deeeejligt!

Det er bare så rigtigt at være her. Det er lige som at vende hjem - ahhh.