Så er der gået lidt over en måned. Tiden er som ventet hastet forbi mig uden jeg helt har formået at haste med. Jeg afsluttede arabisk i går, med en eksamen der vist godt kunne være udført med større ufejlbarlighed, men nu er det endelig slut. Jeg får resultatet i løbet af næste uge. Ikke at det egentlig betyder så meget. Hvis jeg ville have fortsat til næste niveau hvade det været noget andet, men eftersom det egentlige mål er at forøge mit ordforråd, at opnå en eller anden forståelse for grammatikken samt at tale sproget, er den eksamen egentlig kun et spørgsmål om min egen forfængelighed. Problemet med arabisk i Libanon er bare – at sproget ikke rigtig bliver talt. Hverken på gaden eller i undervisningslokalet. Arabisk er i virkelighen to sprog i et; det klassiske arabisk som kun fungerer på skrift (aviser og bøger) og som talt sprog, i Nyhederne. Det sprog der tales på gaden er både andre ord, og en anden grammatisk struktur. Klassisk arabisk er det samme for alle arabiske lande, men det der tales på gaden er selvfølgelig forskellig fra land til land. Problemet er bare, at i Libanon, og især i Beirut, tales der i næsten lige så høj grad engelsk eller fransk. Det gør det enormt vanskeligt at lære sproget. Prøver du dit arabisk af på grønthandleren eller taxachauførren, svarer han tilbage på engelsk. Nogen gange topper han det med et fornærmet ansigtsudtryk som var det din intention at støde ham ved at tiltale ham på hans modersmål – som om jeg gik ud fra at han ikke kan tale engelsk! Det er selvfølgelig en smule overdrevet, men det er ikke langt fra sandheden. Derfor tager langt de fleste til Syrien når de vil lære at tale arabisk.

Libaneserne er godt klar over ironien, og joken går på, at når man hilser på hinanden her, lyder det ”hey, kifak, ca vas?”. Bag joken gemmer der sig en slet skjult stolhed. En stolthed over at være det land i Mellemøsten, der er mest civiliceret, og i høj grad vendt mod Europa. Skulle du komme til at beskrive en Libaneser som værende araber, skal han/hun være hurtig til at påpege de føniske rødder libaneserne eftersigende har. De er ikke af arabisk baggrund, som de er det i de andre arabisktalende lande. I hvor høj grad dette svar er en kristen opfindelse, i et forsøg på at overleve som minoritet i regionen, er svært at sige, men svaret gør sig gældende på tværs af religionerne. I lige så høj grad som libaneserne fantaserer om Europa, og især Frankrig, i lige så høj grad dæmoniseres USA. Og det er der god grund til, da USA jo er den største støtte til Libanons fjende nummer 1: Israel. Jeg gik forbi en fyr på gaden i dag, der bar en sort t-shirt. Med store hvide bogstaver stod der: ”FUCK ISRAEL”. Det udtrykker vist meget godt den generelle holdning på det punkt.

Igennem hele måneden hvor jeg har kæmpet mig igennem mit arabiskkursus, har jeg, desillutioneret, set frem til den dag hvor det hele var slut, og jeg ville være en fri kvinde. Hvad jeg har formået at skubbe til side, er at specialet og de interviews jeg skal have i hus inden jeg tager hjem igen, lægger et langt større pres på mig end det at følge med i arabisk grammatik, og hver dag blive sat på prøve i min manglende indsigt i sproget. Jeg vil bruge weekenden på at genopfriske hvad det nu var jeg ville undersøge, og måske vigtigst af alt – hvorfor??! Når jeg fortæller udlændinge hernede, at jeg vil interviewe parlamentarikere, og på en eller anden måde opnå en indsigt i magtforholdet mellem de forskellig partier, med særlig fokus på Hizbollahs rolle i libanesisk poltik, er reaktionen oftet: ”Det er virkelig spændende, fortæl mig hvad du finder ud af!” Når jeg fortæller det samme til libanesere er reaktionen oftest et fnys efterfuldt af noget i stil med ”Hvorfor vil du undersøge det? Der er ikke noget der hedder politik i Libanon, alt er et spil. Jeg hader politik!”. Ikke desto mindre er det det jeg har sat mig for. Men jeg må indrømme at libanesernes forhold til det der foregår på den politiske arena får mig da til at sætte spørgsmålstegn ved, om det er en håbløs forestillet vestlig-akademisk probelmstilling jeg har sat mig for at undersøge, og om jeg skal finde på noget andet, der giver mere mening i den kontekst jeg befinder mig i. Der er utrolig mange forholdsregler der skal tages når man taler politik i Libanon, fordi partierne er så historik funderede, og deres forhold til hinanden langt han ad vejen er et resultat af gamle alliencer. Vi må se som tiden skrider frem, om jeg finder på noget meningsfuldt.

Derudover har jeg levet på højst primitiv vis den sidste uge. Jeg kom til at begå den store fejl – som jeg med 100% sikkerhed kan garentere at jeg ikke vil begå igen – at sige nej tak til vandmanden, der kommer en gang om ugen for at fylde vores tank. Normalt er bliver husstande forsynet med statsautorisert vand. Som så kun er til rådighed på bestemte tidspunkter af døgnet, og for de særligt ramte områder, på bestemte tidspunkter på ugen. Derfor har alle der har råd til det, beholdere på tagene, der fyldes hver gang der kommer vand, så der forhåbentligt er forsyninger til næste gang der bliver åbnet for vandet igen. Deruover er der private firmaer der kører rundt og fylder vand i tanke der alligevel løb tør. Nidals sted er en undtagelse. Der kommer ikke noget statsvand – overhovdet. Vi må købe af den vogn der kommer rundt i området en gang om ugen – eller ved særlige lejligheder når der ringes efter ham. Nidal havde efterladt mig alene hjemme den lørdag han kom og bankede på døren. Normalt ville hun give mig besked når vi har brug for vand, så jeg sagde pænt nej tak. Ikke bare en gang, men to gange blev der spurgt til om vi skulle have vand. Jeg burde have studset over dette, men igen takkede jeg nej. Det var ikke længe siden at han var forbi, så jeg tænkte at alt nok var som det skulle være. Dagen efter var der ikke mere vand i hanerne. Vi prøvede at ringe til ham for at få ham til at komme forbi, hvilket ikke lykkedes. Så den seneste uge har stået på bade hos familien eller hos Nidals familie, tandbørstning og daglig vask fra de gallon af vand som vores søde nabo forsynede os med. Al madlavning var på et absolut minimum, eftersom vi ikke havde noget vand at vaske op med. Det værste var dog at toilettet heller ikke kunne skylle, og det fungerer bare ikke lige så godt at hælde vand i kummen.

Hele ugen gik med kommentarer om alt det vi ville gøre når vi igen havde vand. Hvordan vi ville lave middag hver dag (hvilket vi ikke engang gjorde da vi havde vand), hvordan vi ville gøre hele huset hovedrent, hvordan vi ville tage lange bade (på trods af temperaturen, da vandet kun er solopvarmet, og aldrig rigtigt bliver varmt. Det er dog ikke det helt store problem om sommeren.) vaske op, vaske gulv, vaske...alt! Verden ville generelt set blive et bedre sted, når vi igen havde vand. Da vandet endelig kom var der fest og lykke. Der er godt nok ikke blevet lavet mange middage siden da, der er blevet gjort moderat rent, men ellers er tingene ret meget som de altid har været. Dog har den forfærdelige oplevelse af manglende vand sat sig i kroppen. Hver gang jeg åbner hanen er det med holdt åndedragt, spænding og frygt for at det måske ikke kommer noget ud. Jeg takker mine Roskilde-erfaringer med dårlig hygiejne for at have overvelevt ugen. Men én ting er helt sikkert – jeg siger ALDRIG nej til vand igen!!

Nøj hvor dagene smuldrer væk! Det er skræmmende. Jeg bliver, som jeg tit gør når jeg er ude og rejse, ramt af en angst for at det hele er slut inden jeg har nået halvdelen af det jeg ville. Det er en følelse der ofte melder sig i starten, hvor dagene alt for hurtigt bliver til uger, og ugerne til måneder. Det hænger nok også meget sammen med, at dagen starter tidligt og er meget kompakt ind til jeg går i seng. Jeg når ikke (endnu) ikke at mærke tiden passere – den er bare pludselig væk. Og jeg der er den store tidsforbruger, er ikke helt tilfreds med den manglene fornemmelse af at misbruge tid. Tidsoptimering er djævlens værk. Jeg går helt sikkert ind for at bruge tiden langsomt, så du kan mærke at den er der.

Anyway – er startet til arabisk. Mødte op i onsdags for at høre hvad det var for noget. Det endte med at jeg havde min første time onsdag eftermiddag. Sådan kan det jo gå. Jeg har valgt intensiv-kurset der består af 3 timers undervisning alle hverdage. Vi er 8 på holdet der repræcenterer Frankrig, Tyskland, Usa, Norge og Australien. Er vandt til at være omringet af amerikanere til sådan nogel ting, så er fedt at der er lidt af hvert.

Havde håbet på at kunne få nogle morgentimer så jeg ville have resten af dagen til at lave andet, men timerne slutter kl 15.30, hvor der ikke er meget dag tilbage. Derudover bliver det tidligt mørkt, så fornemmelsen af at dagen bare bliver ved, som ved de dejlige danske somre, er fraværende. Men det er virkelig fedt at være kommet i gang! Og Nidal er virkelig god til at hjælpe med lektier og opfordre til at lære. Skal bare iganng med at snakke noget mere. Den smule samtale vi har i timerne rykker ingen vegne. Især ikke når læreren har fået et mindre crush på den amerikanske pige og bruger størstedelen af tiden på at samtale med hende.

Hun er endelig vendt hjem fra Syrien igen. Nåede godt nok at savne hende. Hun var i Damaskus hver der endnu ikke er demonstartioner, men fortæller at det selvfælgelig tydeligt kan mærkes på Syrernem at de er urolige for hvad der kommer til at ske. I Beirut er der hele tiden smådemonstrationer for og imod Bashar. Det er ikke andet end en lille gruppe mennesker når det sker, og der er absolut intet at frygte her. Det er ikke noget nyt at der er demonstrationer for Asaad, og heller ikke at der er demoer i Beirut. Her er der næsten altid nogen der vil give deres mening til kende om det ene eller det andet. I går var der en demo for at mindes de dræbte i Syrien – soldaterne såvel som de civile. Den var ikke tænkt som en støtte eller en modstand for det ene eller det andet, men så snart den blev offentliggjort, blev en moddemonstartion for Asaad sat i værk. Der er mange grunde til at folk støtter Asaad her. En af dem er at han står for at være anti-amerikansk, og dermed kæmpe imod den amerikanske infiltration i området. Derudover går der også tunge rygter om at revolutionen er styret af amerikanerne som ønsker at Bashar går af. Graden af den kontrol der menes at amerikanerne har med revolutionen er overdrevet, men det er er bestemt ikke en usandsynligt at de har en stor fed finger med i spillet. Det er dog altid svært at vide hvad man skal tro når man befinder sig her. Nettet af konspirationsteorier er tykt, og du kan ikke undgå at blive fanget i det. Man skal helt sikkert være kritisk over hvad er bliver sagt her, og hvad man vælger at tro på, men man skal i den grad også være kritisk over for de historier man får fortalt i Danmark – eller nærmere, de historier man ikke får fortalt, hvilket nærmest er sværer at gennemskue.

Lørdag formiddag var Ann-Sofie, Line, Fidaa og jeg selv inviteret til morgenmad/brunch hjemme hos Fidaas ven Khaled. Fredag aften havde stået på dans og arak, så at blive fodret med god mad var virkelig lykken! Og hvilken overvældende oplevelse det var! Bordet var fyldt med libanesiske lækkerier, tabuleh, hummos, labneh, zartar, grøntsager og oliven fra landsbyen, en særlig morgenmadsret bestående primært af kikærter, foul, hjemmelavede pomfritter (som var særligt gode mod tømmermændende) og sød te i spandevis Brunchen blev til eftermiddagskaffe, frugt i solen og samtaler i timevis. Det var tre MEGET tilfredsse piger der forlod Khaleds (forældres) hus sent den eftermiddag. Søndag havde vi talt om at tage sydpå, til M'lita hvor Hizbollahmuseumet ligger. Vi ville leje en bil, men fik af vide at man skal ligge et depositum på 500$ udover lejeprisen, og at vi da bare kunne køre i Khaleds bil. Fedt!

Så søndag morgen (aaaalt for tidligt) drog Fidaa, de tre tilfredsse piger, og Khaled på tur. De to af pigerne (Ann-sofie og mig) var dog mindre tilfredsse det første lange stykke tid, da lørdag aften bød på den vildeste fest jeg længe har oplevet!

Der var annonceret ”Pirates of Cannes” fest i en lagerhal lidt uden for centrum. Da jeg ikke lige havde sørget for at få mit piratudklædningstøj med, blev det noget med en masse kohl og hvidt cannes-agtigt tøj. Ann-sofie kom i sort, og vi udgjorde derved det ideelle piratpar. Vi mødtes med nogen af Ann-sofies venner som transportede os til fest. Indgangen var 25$ med fri bar. Allerede der spår man en vis smerte ved at skulle køre langt næste morgen! Den tid den sorg. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af festen. Udklædning i en lagerhal – ok. Men den musik der blev lagt op til, og som der altid spilles på klubber når det ikke er arabisk, er libanesisk fortolkning af vestlig musik, hvilket er dårlige dance/techno/elektroniske versioner af ellers helt ok dansenumre, hvilket kan ødelægge en hver fest for mig! Men det havde faktisk lykkedes dem at finde en dj der kunne tilfredstille mit musikkritiske hjerte OG det libanesiske publikums trang til elektroniske remix – det var FANTASTISK! Blandingen af god musik,wisky i lange baner og en bøsse der virkelig kunne danse, gjorde denne fest til årets fest, som jeg i den grad tvivler på kan overgås! Men jeg lader det da gerne komme an på en prøve :)

Eneste ulempe var at gratis drinks har det med at ende på gulvet, hvilket resulterede i et dansegulv der mere mindede om en mudderpøl, og som betød at mit engang så hvide tøj blev meget meget sort – til en grad hvor jeg betvivler klorins effekt.

Back to the road trip. Efter knap 2 timers søvn stod jeg skoleret hos Kaled. Ca. 1 time efter var vi klar til at køre. Man må sige at mit behov for at mærke tiden gå i den grad blev opfyldt – på en knap så tilfredsstillende måde. Det blev proklameret af Fidaa dagen inden, at kl 9 sharp skulle vi være klar til at køre. Havde det stået til ham var vi det sikkert også. Men så var Khaled ikke hjemme da vi kom (!?!), så skulle der lige vand på bilen, så skulle sidespejlet lige tapes fast, plus andre helt almindelige roadtrips-forberedelser.

Vejen dertil er utrolig smuk, gennem små landsbyer med kæmpe grønne bjerge omking. På et af vores pitsptop, hvor bilen igen skulle vandes, var en bondemand ved at pløje en plantage i bedste landsbystil, med muldyr spændt for gammeldags pløjer. Selv om det hårdt arbejde er der er bare noget enormt romantisk ved det syn. Bjergene, stilheden, de små veje. Saglighed – selv med tømmermænd. Vi nåede endelig frem til museet efter en masse afveje, og køren rundt i Saida i jagten på en tilladelse til at køre mod syd – da museet ligger forholdsvis tæt på grænsen til Israel – men som alligevel ikke skulle søges.

Museet tager udgangspunkt i et enormt bombekrater på toppen af et bjerg - m'lita.

Jeg havde været der før med AUB, men det slog mig igen, som Line også nævnte, hvor mærkeligt det var at se en udstilling af en krig, der i et eller andet omfang stadig er i gang. Selve krateret er fyldt med israelske tanks som er blevet efterladt eller uskadeliggjort af Hizbollah. Tanks som er de stærkeste tabks i verden. På den ene tank er der blevet bundet knude på afløbet for at symbolisere israelernes ukampdygtighed.

Ved siden af krateret er selve museet som indeholder skallen af forskellige israelske bomber, israelske våben og en meget detaljeret oversigt over den israelske hærs opbygning og positioner under 2006 krigen. Hele ideen er at vise hvor stærkt et atilleri den israelske hær var i besidelse af, og dermed hvor stor en bedrift det var for Hizbollah at besejre dem.

Deruover er der luftfotos af forskellige områder i Palæstina (hvad nogen kalder Israel) hizbollah bombede under 2006-krigen, eller som de har skyts tilat kunne angribe hvis der skulle komme endnu en krig. Områder som går dybt ind i landet og som viser kraften af de våben Hizbollah er i besiddelse af.

Der er et andet rum hvor der bliver vist en stærkt propagandisk film om de unge stærke mænd der kæmpede for fædrerlandet, i sne og kulde, slæbende tunge skyts og mad op igennem det hårde terræn, martyrerne der døde for sagen osv. Hvis der i den grad er noget Hizbollah er gode til, er det kommunikation og propaganda, hvilket er en ret god ting at kunne for at mobilisere i et splittet land som Libanon.

En anden, og ret fascinerende del af museet, er en tur rundt i det terræn Hizbollah kæmpede fra. Man ser en del af de underjordiske tuneller de gravede, med meget beskdne redskaber, og hvordan de indrettede køkken, soverum, kommunikationsrum osv. derinde. Bjerget ligger med fri udsigt til Palæstina på en skyfri dag. Efter turen rundt dér, kommer man op til et udsigtspunkt hvor man kan se over på de bjergtinder som israelerne belejrede og affyrede deres våben fra. De er så tæt på at man nærmest ville kunne se dem med det blotte øje, hvis der gik mennesker rundt derovre. Det er en ret surrealistisk oplevelse.

Efter museet gik turen mod stranden. Den lææænge ventede strandtur hvor jeg skulle indhente de tabte timers søvn, og få lagt en bund af dejlig brun hud. Meeen så let skulle det ikke gå. Godt på vej valgte bilen at gå i stå, og ville på ingen måde starte igen. Der var mekaniker ude, som ikke kunne løse problemt på stedet. Så drengene måtte vente på et lift fra forsikringsselskabet, mens pigerne begav sig på jagt efter offentlige transportmidler – helst i retningen af noget strand. Desværre var kl blevet for meget til at kunne tage til den gode strand ca. 45 min væk. Men det lykkedes os at finde en offentlig strand (hvilket er en bedrift i sig selv, da langt de fleste strande er private og koster i omegnen af 10-15$ for en rimlig billig strand) som ikke var alt for beskidt. Det blev ikke til meget brun hud da kl var omkring 17, men det blev dog til lidt sand og lidt badning. Vandet er endnu ikke særlig varmt, men varmt nok til at det er humant at bade i. Vi blev et par timer før turen endelig gik hjem – på meget langsom vis, med en offentlig bus. De par timer vi brugte på turen hjem kunne nok være gjort hurtigere med en af de mange små private busser man også bare hopper på fra hvor man nu befinder sig, men så havde gået glip af den virkelig smukke tur langs kysten i solnedgang. Det var alligevel en god afslutning på en lang dag, og en meget træt Claudia der bestemt ikke havde nogen problemer med at falde i søvn den aften!

Æææhh, så sidder jeg her igen. I solen. På Younes. Med verdens bedste kaffe. Den fantastiske Eddie Vedder...og verdens langsomste internetforbindelse! Så vidt jeg husker vender man sig til det.

Selv om Libanon tog imod mig med regn og det voldsomste tordenvejr jeg længe har oplevet, er det SÅ dejligt at være tilbage igen.

Turen herned føltes lidt ligesom togturen mod Fyn – bare et middel til at bringe dig hjem. Ingen spænding eller de ellers sædvanlige sommerfulge der indfinder sig når man skal ud og flyve, bare et ønske om at nå frem hurtigst muligt.

Jeg var lidt spændt på hvordan det ville være at komme tilbage efter så kort tid, om den magi jeg syntes var her da jeg forlod stedet, var noget der hørte en den oplevelse til jeg havde her sidste gang. Men jeg må sige, efter kun at have været her nogle dage, at det er præcist lige så fantastisk som jeg huskede det. Alt er velkendt, og det er helt naturligt at færdes her. Gaderne ligner sig selv – omend der allerede er åbnet nye cafeer i upper class Hamra, hvor jeg boede før. Men en tur ned af gaden byder alligevel på kendte ansigter. Beirut er lille og folk udskiftes alligevel ikke så hurtigt som cafeerne gør. Expat-miljøet her er stadig intakt, og på min første cafetur fredag morgen for at mødes med Manal, er de første mennesker jeg ser netop som jeg drejer ind på cafeen, da også to danskere. Man kan ikke andet end at grine lidt af mængden af danskere i Beirut. Den interne joke går på at Danmark er ved at overtage Libanon, hvilket virkelig ikke synes at være langt fra sandheden. Følelsen af at være tusinder af kilometer væk hjemmefra opvejes stærkt af al det dansk man hører på sin tur rundt i de beirutske gader.

Var forbi AUB for at ordne nogle ting, og stødte tilfældigt på et par af de piger (amerikanere som de jo alle var) som jeg havde timer med sidste semester. Det var virkelig sjovt at se deres reaktion på at jeg pludselig stod der igen. Der blev udvekslet numre, så der er lagt op til lidt dejlig fremtidig hygge. Den ene anbefalede en sprogskole der skulle være god og billig, så regner med at tage forbi i morgen og se om jeg kan blive tilmeldt et hold.

Torsdag aften mødtes jeg kort med Ann-Sofie og Line fra studiet. De er her også for at indsamle emperi til specialet. De er dejlige at have her, og gør bare følelsen af ikke at have rejst så langt væk, endnu stærkere. De bor der hvor jeg boede da jeg læste hernede. Det var lidt mærkeligt bare at være gæst der hvor jeg plejede at bo, men der er så hyggeligt ved Nidal(hende jeg bor hos nu) at det slet ikke gør noget. Godt nok er hun lige taget til Syrien, så der er ikke så meget selskab i huset(bortset fra hendes veninde der sommetider hænger ud der), men det gør ikke så meget eftersom jeg tager afsted tidligt om morgenen og vender meget træt hjem om aftenen. Skal vist lige vende mig til alle Libanon-indtrykkende igen, for jeg er godt nok træt når dagen er slut. Men her er deeeejligt!

Det er bare så rigtigt at være her. Det er lige som at vende hjem - ahhh.